Endnu en gang ser jeg en person med et skilt: “Har du taget stilling?”
“Næh, skal jeg det?”, tænker jeg. Men det skal jeg – for ellers er jeg “umenneskelig” eller i bedste fald en ignorant.
For det handler jo om mennesker.
I dette tilfælde om køb og salg af sex.
Min tidligere kollega og salgsmentor, Kim Wilde, bragte emnet på banen i forbindelse med en annonce om at købesex skal forbydes. Hans altid skarpe pen fik skubbet til noget i mig.
Han skrev blandt andet:
“Det ligger i spørgsmålet, at der er flere muligheder. Men det viser sig, at der kun er én mulighed. Imod! Så ‘tage stilling’ handler om at være imod. Er du ikke imod, har du ikke taget stilling. Og er umenneskelig og skal have et “føj for et menneskesyn” med på vejen.”
Når vi får smidt sætningen i hovedet “Har du taget stilling?”, ligger der åbenlyst et krav om at du skal tage den rigtige “stilling”. I konteksten om købesex, er det sprogbrug nu ret humoristisk i sig selv – nåh, lad det nu ligge.
Hvordan er vi endt her, hvor respekten for andres holdninger er ikke eksisterende?
For vi har kun én mulighed. Imod. Er vi ikke imod har vi ikke taget stilling. Føj da!
Jeg tror på frihed – også til at være ligeglad
En af vores samfunds store nøgleværdier, er frihed. Frihed til at alle i vores samfund kan tro, tænke og leve som vi vil.
Den frihed kommer i mange nuancer:
- Frihed til at tro på den Gud du vil
- Frihed til at skabe det liv som der er rigtig for dig
- Frihed til at arbejde med det du vil – ja, du kan da endda lade være og stadig være en del af vores samfund. Hvor vildt er det ikke lige…
Men frihed er også, at den stilling som du kræver at jeg skal tage – er MIN. Ikke din.
Hvorfor skal jeg i øvrigt ydre mig med en masse holdninger, som begrænser andre mennesker? Det sig blandt andet være holdninger om ting, jeg dybest set ikke ved det fjerneste om.
Jeg vil have lov til at være ligeglad. Så kan du, der ved en helt masse, være noget andet.
Det er frihed.
Er du ligeglad, er du aldrig glad
Må jeg være fri!
Når jeg kikker ud over det dansk landskab, er der en overordnet ting som jeg tror på, gør os til verdens lykkeligste fok. Det er, at vi ikke bekymrer os om alt.
Som dansker, beskæftiger vi os med vores egne ting. Så er der de ting som får os op af stolen: Fodbold, Dansk Folkeparti, X-Factor og når naboen IGEN slår græs kl. 19:30. Hvad der er derudover, er EAP (En Andens Problem).
Det er dét, jeg tror gør os til et lykkeligt folk. Det der giver os frihed.
“Har du taget stilling?”
Lad os lige slå en ting fast i relation til den specifikke annonce: Jeg aner intet om købesex. Har aldrig brugt det og kommer aldrig til det.
Well, faktisk betalte jeg en biograftur og middag til en køn ung pige en gang, som jeg har været sammen med i noget nær 20 år nu. Tæller det? (Vi så i øvrigt Space Jam)
Hvor om alting er. Dette er det tætteste jeg kommer på at tage stilling til købesex. Det må andre om, der ved hvad de snakker om – det handler jo om mennesker.
Siger jeg dermed at emnet er en ligegyldighed? Slet ikke.
Siger jeg at der ikke er et problem? Slet ikke.
Men jeg siger at en anden må tage stilling til det. Det kunne jo være dig – det står dig fri for.
Og dig med skiltet: Det må du selv tage stilling til, og det har du jo tydeligvis også.