Som barn af gamle forældre, ligger det dybt i mig. Det er noget man så strengt på i mit barndomshjem. Høflighed og respekt. Det er et spørgsmål om ære. 

I dagens Danmark har jeg det til tider svært, når jeg per automatik er så høflig. Specielt når andre giver pokker i det. 

Så dét at være bevist uhøflig eller mere præcist at stå på sin ret, er svært for mig. Helt anderledes er det for min hustru. 

Hun er ikke bange for en konfrontration, for at stå på sin ret – eller for at blive behandlet ordenligt. Jeg kalder det hendes arbejdsansigt.

Som ansat ved retten i et helt årti, med sager hvor vi andre tænker f**k (med tre udråbstegn), rører det hende ikke at insistere på det naturlige eller gøre det der skal gøres. Der hvor jeg mest af alt tænker “Uuuuha, det tør jeg ikke”, og får ondt i maven.

Men hvad er dét der gør, at nogle mennesker ikke er blege for at stå på sin ret, vel vidende at der er en konfrontration lige om hjørnet?

Jeg tror at den måde at være på, ligger i både opdragelse og træning/uddannelse – og måske også lidt i vores gener. Det vi er som menneske.

Når vi taler kropssprog, hedder det et metaprogram. Vi har mange af dem – et par hundrede – og jeg har nævnt dem før.

Det her hedder: sort-by-self <-> sort-by-others

Metaprogrammet er en skala, hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert, men dog at nålen ikke kan stå i midten. Det mest kendte hedder introvert <-> ekstrovert.

Sort-by-self: Personen gør ting for egen vinding. Det kan godt ske at han/hun gør noget for dig, men endemålet er egen vinding.

Sort-by-others: Personen gør ting for andre. Moder Theresa er vel nok den ultimative person, med det metaprogram. Det der skaber værdi for vedkommende, er når han/hun gør noget for andre.

Fælles for alle meta-pro er, at det er situationsbestemt. Det vil sige, at du kan være det ene på dit arbejde og det andet der hjemme. Det ene for din hustru og børn og det andet for svigermor.

Når dit metaprogram skifter

Helt personligt har jeg, som du nok har gættet, altid været sort-by-others. I min it virksomhed skal alle have en god dag. Både medarbejdere og kunder. Det er vores primære værdi.

Da jeg blev 40, i april ’16, skete der et eller andet. Min hjerne begyndte at svare for mig, med svar hverken min omgangskreds eller jeg var vant til. Jeg sagde hårdt fra, når der var noget jeg ikke ville.

Mit metaprogram skiftede nogle hakker mod sort-by-self, som har skabt sjove situationer og gjort livet nemmere.

Du kender dem godt. De mennesker der er så meget sort-by-self, at de vader ind igennem køen og op til bufféen for at tage mad. Det kan da godt ske, at der er 5 foran dem. Men vi bliver sjovt nok ikke annerkendt som individer, der er værdige til at blive ventet på.

Der. Lige dér slår mit eget uhøflighedsgen hårdt til – mere end før. Dér hvor jeg bliver tilsidesat af andre individer, som ikke er “mere” end mig. Det er ikke nemt og jeg skal tage tilløb til at være “uartig”. Sådan føler jeg det.

Så når ham den ældre uhøflige mand springer køen over, er det til dels hans metaprogram sort-by-self. Hans værdier er vigtigere end fællesskabet.

Jeg kan så vælge at gå i rette med ham, eller blot trække på skulderen og tænke “Nåh ja, han har selvfølgelig ikke så meget mere tid tilbage at leve i. Så lad ham bare”.

Før gjorde jeg det sidste, nu er jeg ikke så bange for konfontrationen mere.

Men klart, kan jeg pudse min hustrus arbejdsansigt på han, bliver der et helt andet og mere festligt show ud af det, som er ret underholdende …og så slipper jeg.

Det arbejdsansigt ved jeg dog, ikke er et metaprogram, men er tillært.

Hvad er dit sort-by metaprogram? Har du tænkt over det? Og hvorfor?

Dine meta-programmer er definitionen af dig. Kender du dine egne og din omgangskreds, har du meget nemmere ved at gøre dig forståelig og kommunikere præcist over for andre.

…og så ved du hvorfor du gør som du gør. 

Kunsten at være uhøflig
Bedøm denne artikel