Har du prøvet det? Han eller hun står lige dér. Den du gerne vil snakke med. Og se så om du kan få fremstammet noget som helst? Din hjerne har forladt dig på det værst tænkelige tidspunkt.
Den situation kender vi alle. Men heldigvis er der råd for at undgå, at din hjerne ikke er der når du skal bruge den.
Synderen er et lille center i din hjerne, hvis primære funktion er – at redde dig. Helt bogstaveligt!
I min forrige artikel om hvordan mænd flirter, skrev jeg lidt om hvorfor hjernen lukker ned, når vi skal tale med hende den rigtig søde pige. Der var der flere der gerne ville høre mere om. Derfor får du nu denne udvidet udgave af hvorfor din hjerne lukker ned – og hvordan jeg har brugt det til at ændre mig selv.
Jeg er blevet bedre til det; at holde hovedet koldt. Men det har ikke altid været sådan. Når jeg skulle tale med en jeg ikke kendte, eller måske chefens chef. Så lukkede min hjerne helt ned. Bagefter sad jeg og tænkte “Hvorfor sagde jeg ikke bare…”.
Hvad er det lige der sker?
Årsagen er to mandelformede strukturer i hjernen, hvis formål er at passe på os. Centeret hedder Amygdala og modtager alle inputs fra kroppen og sender dem videre til resten af hjernen – hvis den vil.
Det er lige præcis det sidste der er problemet: At Amygdala ikke altid vil sende det vi ser, hører, mærker, lugter mv. videre til vores øvre hjernefunktioner. Det er når der er fare på færde.
Resultatet er at at din øverste hjerne slet ikke modtager signalerne fra kroppen. Så hvor end du og jeg gerne ville sige noget begavet, er mødet med en smuk kvinde så angst provokerende, at Amygdala forlængst har lukket ned. Så er det at vi mænd står og ligner et får der lige har fået øje på en rummand.
Du tænker nok “Hvorfor skulle det være farligt, at snakke med en smuk kvinde”. Det er det heller, hvis du er selvsikker og har prøvet det før. Så er det jo ikke farligt. Men har du ikke, tænker Amygdala “Puha, det går vist ikke det her. Det må jeg hellere reagere på”.
Så er det at centeret selv gør noget. Sender impulser ud til din krop direkte og får dig til at handle. Til at gøre et eller andet.
I urtiden var det et godt koncept
I urtiden, hvor der var farligere ting end din chef på en dårlig dag, gav det god mening at have et akut-center på vagt. Når et farligt dyr var på færde, kunne Amygdala handle hurtigt og effektivt.
Jægeren havde altid en på vagt. Også i forhold til de ting der ikke lige er oppe i bevistheden. Ca. 7% af al den information du modtager fra din krop, er du bevist om. Resten håndterer hjernen selv eller ignorerer.
Det er derfor du kan køre en halv time hjem fra arbejde, og ikke kunne huske noget som helst fra turen bagefter. Men nødbremser ham foran, så er du på. Din smarte hjerne har helt styr på turen hjem og bilisterne omkring dig. Du kører på autopilot, indtil der er behov for at du får inputs op i din bevisthed. Er det ikke skræmmende?
Den gang, i urtiden, fik vi et skud stress-hormon når Amygdala var aktivt. Det gør vi stadig. Den gang virkede det godt, fordi det får kroppen til at anstrenge sig, lukker ned for irrelevante systemer og fordeler energi til de systemer der har brug for det.
I dag hvor du går i konstant alarmberedskab på arbejdet fordi chefen er en nar, en kunde er notorisk ubehagelig, eller dit privatliv bare ikke er i balance, er Amygdala også igang. Med det kommer stress-hormonerne. Dem kan din krop holde til i kortere tid, men ikke over længere tid.
Det er derfor vi i dag er mere stressede. Dere er flere ting, vores hjerne betragter som farlige. Den gang i urtiden var det en tiger. I dag er det chefen, kunderne, kollegaerne, ungernes klasselære, bankrådgiveren – behøver jeg at fortsætte?
Hvad gør vi ved det?
Amygdala reagerer på det som vi ikke kender. På den potientielle fare, som er farlig fordi den enten ved at det er farligt eller fordi den ikke er sikker på om det er.
Der er altså kun to ting der kan undgå denne tilstand:
- Du sørger for at der ikke er fare
- Du får erfaring med det der gør dig stresset/bange
Hele denne situation med at dette hjernecenter tager over og hjernen slukker, kan trænes væk. Ved at blive ved med at gøre det, som sætter os i frygt-tilstand, lærer Amygdala til sidst at denne situation faktisk slet ikke er så farlig. Så lader den signalerne passerer op til vores tænkende hjerne.
Så er du mand, kan du vænne dig til at tale med kvinder. Almindelig løs snak med en vildt fremmed kvinde, er nok til at du træner din frygt væk. Sæt et mål for dig selv, om at du vil starte en samtale med en fremmed kvinde hver dag. Et “G’morgen – det var da et dejligt vejr i dag” er såmænd nok.
Har du en chef der er en konstant stressfaktor, så sæt dig ned og tænk over hvorfor. Hvad er det der gør at han er en stressfaktor – og hvad kan du gøre ved det. Jeg ved godt at dette ikke er nemt. Det er virkelig svært. Men det giver din hjerne nogle værktøjer til at navigere udenom. Til at sørge for at du selv er til stede, at din øvre hjerne får alle oplysningerne.
Frygt skal trænes væk
Historiens morale er, at du selv kan træne det væk.
Jeg har altid lært, at jeg skulle se andre i øjnene og opføre mig ordenligt. Men da jeg blev teenager, var det meget svært at se det modsatte køn i øjnene. Specielt dem jeg ikke kendte. At skulle tale med en fremmed, var meget angst provokerende.
En dag besluttede jeg mig for at gøre noget ved det, at jeg var bange for fremmede mennesker. Eller rettere genert.
Dem der kender mig i dag, vil tænke “Hvad fa’n taler han nu om? Han kan da tage de fleste head on”. Ja, det er også rigtigt. Nu kan jeg, efter at have tvunget mig selv til at lære at se og tale med fremmede mennesker. Men det har jeg ikke altid kunne.
Jeg lavede et væddemål med mig selv. Når jeg fik øjenkontakt med fremmede, skulle jeg holde blikket i et sekund. Det sekund er meget lang tid. Men efter tre måneder, blev det en vane. Der var ingen fare mere og min Amygdala havde lært at alt er ok. Det betyder også at jeg i højere grad har hjernen med, når jeg møder nye mennesker.
Så når du vil blive bedre til at holde hovedet koldt, så start med at finde ud af hvad der gør dig bange/nervøs/genert. Lav en regel for dig selv, hvor du tvinger dig selv ud i sådan en situation hver dag. Bliv så ved, til det ikke gør dig bange/nervøs/genert mere.
Så slipper du for at tænke “Hvorfor sagde jeg ikke bare…”.
