Der er et par sætninger, jeg hører ofte. Det er de samme undertoner der ligger i dem, men med forskellige ord.
Fælles for dem er, at de skærer mig i hjertet som en sløv kniv – også selv om de er sagt med kærlighed.
Dagligdagen i vores familie har sædvanligvis kun to hastigheder: “Høj” og “Afsindig høj”.
En sjælden gang i mellem finder vi “Mellem”. Men det er lige som fornødenhedsrummet i Harry Potter, bare med omvendt fortegn. Det er der aldrig, når vi har sådan rigtig brug for det.
Men vi har jo selv valgt det. Vi har selv valgt at få tre børn. Vi har selv valgt at jeg skulle være selvstændig.
Hun sagde ja – og så sagde jeg op
Aftenen den 31. Marts 2010 står lysende klart for mig. Det er en af de dage man bare kan huske. Ligesom den 11. September 2001. Kan du huske hvor du var der?
Den aften havde vi min mor på besøg og samtalen faldt på at være selvstændig. Den sluttede med at min mor skød kapital i projektet og min hustru fik valget om jeg skulle være selvstændig.
Det var nødt til at være min hustrus valg, da hun samtidig sagde ja til at bære familien. Uden hendes accept kan jeg ikke gøre det jeg gør, og hvad der i den grad der kræves.
Hun sagde ja – med forbehold: Jeg skulle som hovedregel være hjemme 17-20 og være sammen med børnene.
Den aften skrev jeg en mail til min chef i Rederiet Clipper og sagde op, så jeg kunne starte 1. Maj 2010.
Nu er han sq blevet sindssyg
Reaktionen var den samme, når vi fortalte omgivelserne om det nye valg i familien. Hævede øjenbryn, store øjne, åben mund og sænket kæbe: Overraskelse.
“Okay?! Det lyder … spændende”. Det var det der blev sagt, men det der blev ment var “Nu er han da blevet sindssyg”.
Tvivlen var tydelig i deres øjne. Kun min hustru stod urokkelig – hun troede på mig. Og hun har selv været med til at træffe beslutningen.
I oktober 2015, 5 år og 5 måneder efter, havde jeg skabt en virksomhed med 12 ansatte og fået vores første Børsen Gazelle pris. På nær en ansat, havde alle været ledige da jeg ansatte dem.
Glæden og smilet på mine læber er ikke til at overse, når jeg tænker på at jeg har skabt arbejde og indtægt til 11 familier. Det gør mig glad.
Kan jeg så undlade at arbejde mellem 17 og 20 hver dag? Nej, det kan jeg ikke. Ikke altid. Men jeg kan prøve – og som hovedregel virker det også.
Det er ment godt – men…
Det er ment godt, tror jeg, når folk så siger til mig “Det kunne være, du skulle være der lidt mere for din familie”.
Men sandheden er at jeg bliver gal inden i. For hvor fanden ved de fra, hvor meget jeg er der for min familie.
I deres stereotype jobs og hverdag, hvor ved de fra hvad det vil sige at jeg skaber mit eget job hver dag? At jeg vågner op om morgenen, kikker ud over klippen og springer. Ser hvor vinden og mit intellekt bringer mig hen, samtidig med jeg har ansvaret for min families økonomi og sikkerhed.
Hvem siger at den stereotype familie, er den rigtige? Når jeg ser ud over vennekredsen, er der flere der arbejder på skæve tidspunkter. Men det er dét der skal til for dem.
Når du siger “Det kunne være, du skulle være der lidt mere for din familie”, kan jeg ikke lade være med at tænke “og det synes du så ikke jeg er nu?”.
Mit valg – og dit valg
I vores familie har VI valgt at jeg er selvstændig. VI har valgt at jeg forfølger min drøm og som resultat får VI (forhåbentlig) et bedre liv. Det betyder at jeg stadig er der for min familie, men også at det til tider føles hårdt.
Jeg har valgt at arbejde hele tiden, til jeg falder om og min hustru har valgt at stå med familien alene hvis det er det der skal til.
Men det har VI jo selv valg. Hele familien
