Vi mænd er oftest lidt langsomme i optrækket, når det modsatte køn flirter og vil have vores opmærksomhed.
Faktisk er vi så langsomme, at hun skal vise 5-6 signaler før vi får fornemmelsen af et enkelt.
Det havde været nemmere for hende at sparke os over knæet – men hvad er det hun rent faktisk viser os?
Igennem mine studier i kropssprog, har jeg efterhånden lært at spotte når kvinder finder mig interessant. Både når det er en faglig interesse men også når det er den mere “personlige” interesse. Begge dele er sjovt at kunne spotte og godt at kunne håndtere korrekt, så jeg ikke kommer galt af sted – vil du også lære det?
Dum som en dør
Jeg har ikke altid været god til at se det. Indtil lidt op i 20’erne var jeg en dør til at spotte kvindelig interesse. Hun kunne stå med forpartiet i hovedet på mig, mens hun direkte invitere mig med hjem, og jeg svarede alligevel “Jeg skal lige lave skolebladet færdigt”. True story; hvor dum må man være.
Jeg er ret sikker på at jeg ikke er den eneste der har det sådan – vi mænd fatter det simpelthen ikke. Når så endelig jeg så tegnene, begyndte jeg at tvivle på mig selv. “Naaah, du har nok set forkert”. “Hvorfor skulle hun ville noget?”. “Det kan ikke passe…”.
Nu har jeg lært at se nogle af tegnene. Mest af alt, så jeg kan afvise dem i bedste Frank Farmer stil. Du ved, fra filmen Bodyguard. Du kan godt huske scenen, ikke?
Faktisk er det min non-verbal mentor, der har lært mig og resten af TruthSpotter holdet det, på den hårde måde. Nemlig ved at udstille de kvinder, der var i rum. Det blev gjort gentagne gange med et “Nu kaster du fjer til Christian igen”. Hårdt og brutalt, men vi lærte det.
Flirt: Det skal du være opmærksom på
Der er flere tell’s som kvinder laver, når de er interesseret i dig. Kunsten består i at spotte det, finde ud af hvem det er til, og så at gøre noget ved det, hvis man vil.
Da jeg er en gift mand, har jeg absolut ingen ønske om at gøre noget ved de personlige interesser jeg ser. For mig er det en interessant bekræftelse som menneske, at kunne se det – og så lade det ligge ved det. Derfor har jeg også beskrevet, hvad du skal gøre, for ikke at blive misforstået. Der skal ikke meget, til at dine handlinger kan forstås helt anderledes. “Aaaah – hun er bare venlig.” – helt sikkert.
Øjenkontakt
Den sædvanlige øjenkontakt mellem mennesker der ikke kender hinanden, varer ikke mere end et halvt sekund. Vi kikker på hinanden, orienterer os og foretager en hurtig fare-vurdering og så er det dét.
Holder hun øjenkontakten mere end 2 sekunder, er det dit første signal. Hun har set dig og vil gerne lade dig vide, at hun har set dig. Vil du “besvare” positivt, holder du blikket – men ikke mere end 4 sekunder. Efter 4 sekunder bliver det en anelse creepy.
Ønsker du at afvise hende, skal du bryde blikket med det samme.
Kaster med håret (at “kaste fjer”)
Piller hun ved håret, laver et kast med håret (lige som i den gamle Ajax reklame), er det et meget tydeligt signal om interesse. Hun viser sine fjer (håret) for en person i sin nærhed. Det betyder på almindelig dansk “Se mig; se hvor fin jeg er”. Er du i en flok af flere personer, kan du på hendes fødder se hvem hun kaster fjer til. Den ene fod vil pege i vedkommendes retning.
Dette er et meget tydeligt signal og svarer til den berømte vognstang. Dog skal du vide, at det ikke er sikkert hun selv er opmærksom på det. Langt størstedelen gør det ubevidst. Men betydningen er den samme, uanset.
Der er ikke nogen måde du kan afvise hende, andet end at holde hende på armslængde og være opmærksom på at hun har en interesse for dig.
Berøring
Jeg kalder det et Acknowledge signal. I praksis går det ud på at hun rører ved dig. Det kan være en hånd på en skulder og virker udadtil ganske tilforladeligt. En venlig gestus. Men det kan være et signal, i bedste Avatar stil, om at jeg ser dig.
I modsætning til kaste-fjer signalet, kan du her svare tilbage. Returnerer du gestussen inden for et par minutter, nemlig at røre hende retur, har du besvaret “Acknowledge” signalet. Hun ser dig og du se hende. Kombinerer du det med at holde blikket et par sekunder, får du endnu en bekræftelse på at du ser rigtigt.
Ønsker du at afvise hende, skal du lade være med at returnere berøringen og afbryde en eventuel øjenkontakt.
Fødder og interesse
For både mænd og kvinder, gælder det at fødderne viser hvor interessen er. Både professionelt og personligt. Står du i en gruppe, viser fødderne hvor interessen er. Flyttes en fod væk fra at være rettet mod personen til istedet at pege over mod døren, er samtalen slut.
Helt generelt finder du megen information i at lægge mærke til folks fødder og hvor de peger hen. Fødder lyver nemlig ikke.
Den præcise videnskab
…er dette ikke. Men alle fire tell’s er kendte og efterprøvet i over 40 år af ledende forskere inden for kropssprog.
Fælles for al tolkning af kropssprog er, at det er den situation (kontekst) du er i, der er vigtig for det du læser. Har du en kvindelig kollega, kan det være at hun bare synes du fagligt er meget dygtig. Dette er også en interesse, men nok ikke en du får halet hende med ind i soveværelset med – som udgangspunkt.
Dette er de første fire ledetråde, til at blive bedre til at se når kvinder interesserer sig for dig. Med dette undgår du at være lige så dårlig til at se når kvinder viser interesse, som jeg var i mine teenageår. Med dette kan du. lige som mig, spotte de kvinder der er fagligt interesserede i dig og dem der måske har en dybere interesse i dig – og håndtere det korrekt.
Der er flere ting som vi mænd har for vane at gøre, når vi flirter med kvinderne. Næste artikel, kommer til at handle om lige præcis det. Om hvad det er vi mænd gør, som vi virkelig skal lade være med. Vil du se med, kan du komme foran i køen, ved at like bloggens facebook side eller tilmelde dig nyhedsbrevet her.
Læs også om kvinders elevatorblik – elle mangel på samme
På et eller andet tidspunkt, er alle mænd blevet fanget i at lave elevatorblikket på en smuk kvinde. Vildt pinligt – men hvorfor gør kvinderne ikke det samme?
Det skyldes de fysiske forskelle på mænd og kvinder – og det er totalt feje hold! Flirt eller ej…
Læs også: Derfor får du ikke elevatorblikket af hende – og så måske alligevel