Hvis du tror at det kun er din mund og dit ansigt der ‘taler’, tager du helt fejl. Dine ben og fødder har travlt med at fortælle en helt masse spændende ting – og det gør de andres også.
Kender du det, at du skal ud af døren for at hente børnene og er sent på den? Og se så, om ikke ham snakkehovedet stopper dig i døren og vil fortælle en helt masse. Du er høflig nok til ikke at sige noget, til gengæld afslører dine fødder dig. De viser nemlig at du gerne vil ud og væk – de peger mod døren.
Fødder er noget jeg tit kikker på. Ikke fordi det tænder mig, men fordi det fortæller mig hvor din opmærksomhed er. Hvad du har fokus på. Fødderne peger sædvanligvis i den retning som personens fokus er i.
Her får du en hurtig gennemgang af hvad du kan læse af ben og fødder. Til sidst giver jeg dig et par tip om hvad jeg selv bruger dem til. Både i dagligdagen og til f.eks. ansættelsessamtaler.
Både når vi er f.eks. i en gruppe og en-til-en, fortæller fødderne meget præcist hvad vi gerne vil:
- Ham der har for travlt til at snakke, vender foden mod døren – for den vil han godt ud af.
- Kvinden der pludselig bliver opmærksom på en fyr, der træder ind i lokalet, vender en fod mod ham hvis han er spændende og “kaster fjer” (Slår med hovedet og håret, der betyder “se lige hvor dejlig jeg er”).
- Ham eller hende der tabber med foden eller laver korte spark i luften, er utilpas eller frustreret over noget – selv om vedkommende ellers indikerer at være tilfreds
Psykolog Dr. Paul Ekman (manden bag serien Lie To Me) opdagede at folk bevæger ben og fødder mere, når de lyver. Han fandt også ud af at andre mennesker har nemmere ved at se løgnen, når man kan se hele kroppen (altså også den nederste del af kroppen). [Kilde: 1]
Ud over at fødderne helt generelt peger derhen hvor personen er opmærksom, er der 4 overordnede måder som folk står på. Bemærk at vi taler stående – og ikke siddende [Kilde: 2]:
1. Samlede ben: “Opmærksomme ben”
Samlede ben er en formel måde at stå på, der viser en neutral attitude uden indikation af om man vil gå eller blive.
I mand-kvinde relationer benyttes den mest af kvinder, og viser et tydeligt “Ingen kommentarer” signal. Den benyttes også af medarbejdere overfor deres leder og af menige overfor deres sergenter.
Personligt bruger jeg den ofte overfor kunder, hvis jeg skal have nogle svar på noget, eller de har noget som de vil have at jeg som konsulent skal udføre. Det giver en tydeligere indikation af at kunden bestemmer og en meget bedre personrelation i form af respekt og forståelse.
2. Spredte ben: “The Crotch Display”
Dette er hovedsaligt en mande-ting. Med begge ben i jorden og med spredte ben, fortæller han at han ikke har nogen intention om at gå. Det tolkes også generelt som et dominans signal. En gruppe af mænd, der står på samme måde er en indikation af hold solidaritet (F.eks. Et sportshold), som sammen viser deres maskulinitet.
3. En fod foran
Kroppens vægt er flyttet over på den ene hofte, der gør at det andet ben peger frem.
Dette viser tydeligt personens intentioner. Det er det fordi vi peger vores fod i den retning, hvor vores hjerne gerne vil være. Om det så er “ud af døren” eller mod en anden person. I en gruppe, peger vi foden mod den mest interessante eller attraktive person.
Hvis en kvinde “viser fjer” (Kaster med håret, der betyder “se lige hvor dejlig jeg er”) viser hendes fod hvem hun viser sig for.
4. Krydsede ben: “Saksen”
Personer der står blandt mennesker de ikke kender så godt, har en tendens til at stå med krydsede ben.
Næste gang du er til et møde, hvor der er folk der ikke kender hinanden, vil du se at der er nogle der står med krydsede arme og ben. Kikker du godt efter, vil du også se at de står med en større afstand til hinanden, end den typiske sociale afstand. Hvis du interagerer med dem, vil du finde ud af at de ikke kender hinanden.
Ligesom åbne ben kan betyde åbenhed eller dominans, kan lukkede ben betyde lukket, underkastende eller være en forsvarsattitude.
Fødderne viser afvigelsen
Alt i alt er fødderne og benene en stor sladderhank. Er du opmærksom på benene, kan du nemt se både intention og afstemme om det folk siger også passer med det de viser.
Når jeg holder ansættelsessamtaler, sker det for det meste i et miljø hvor jeg kan se hele personen jeg snakker med. Jeg kan altså både se fødder, ben og ansigt. Det giver mig bedre mulighed for at spotte hvor jeg rammer et ømt punkt, så samtalen bliver så præcis som muligt.
Kan du fake det? Ja, det kan du nok godt, hvis du har fokus på det. Men det vil tage så meget af din energi, at du får svært ved at koncentrere dig om den samtale du har gang i.
Jeg mener det er nemmere at holde sig til sandheden. Rammer en samtale et ømt punkt, er det bedre at være ærlig og sige “For mig er det en privat ting”. Det har folk sædvanligvis respekt for.
I min dagligdag, er fødderne et opmærksomhedsflag i min bevidsthed. Taler jeg med en, der begynder at pege en fod mod døren, afslutter jeg samtalen. Der er alligevel ingen grund til at forsætte, da vedkommende ikke længere er modtagelig. Så hellere vente med samtalen til en anden dag.
Alt i alt er fødderne et godt sted at starte, hvis du vil blive bedre til at fornemme andre mennesker. De giver dig et forspring i kommunikationen, som de fleste mennesker ikke tænker over.
Kilder og referencer
- The Definitive Book of Body Language, side 211, øverst
- The Definitive Book of Body Language, side 212 – 216