Skriv for at søge

Del

Har du nogensinde tænkt på hvad du er god til – og hvad du ikke er god til?

Jeg har selv erkendt hvad jeg er god til og  ikke er god til – derfor har jeg fyret mig selv. 

Som konsulent, virksomhedsejer og direktør er denne selvindsigt endnu mere vigtig.

Det er ikke kun mit eget liv jeg kæmper for hver dag. Det er hver eneste af mine ansatte, der har valgt at lægge deres tid og deres liv i min virksomheds hænder. De fortjener en ordenlig arbejdsplads og en dygtig ledelse.

Derfor tror jeg på at vi alle er nødt til at se ind i os selv og blive klar på hvad vi er dygtige til – og hvad vi ikke er.

Det var egentlig min gode revisor, Peter Westergaard, der lagde kimen. I sommeren 2015 startede jeg en anden virksomhed, hvor Hr. Westergaard meget klogt siger: “Er du sikker på at du selv skal være direktør?”. Det havde jeg ikke tænkt på – skulle det ikke være sådan?

Med min virksomheds advisory board kom tanken frem igen. Er jeg god til at være direktør – eller kan jeg finde en der er bedre?

Gør det du er god til

En af mine livsfilosofier har derfor altid været, at jeg skal gøre det jeg er god til og lade andre om resten.

Ind i mellem kommer vi for langt væk fra det vi er gode til. Vi gør det der skal til, for at dagligdagen fungerer og med det, kommer for langt væk fra det vi virkelige er dygtige til.

Min egen styrke er at komme på gode idéer og it løsninger, at se og forstå hvad folks behov er, og så kombinere idéer og forståelse til noget bedre. Det involverer både at være ude hos mine kunder, men også selve software udviklingen og arkitekturen. Det synes jeg er rigtig sjovt og er ganske dygtig til, hvis jeg nu skal lægge min beskedenhed væk.

Som direktør, skal du også være dygtig til at vide hvordan du får mere salg, de rigtige kunder og medarbejdere og hvordan du laver forhandlinger med både kunder og samarbejdspartnere. Du skal vide hvordan du får en virksomhed med god økonomi. Lad mig sige det på denne måde: Det er der andre der er bedre til end mig.

Jeg er it-konsulent og menneske-kender. Ikke salgschef, forhandlingsleder eller økonom.

Lad andre om resten

Mit valg blev at finde en der er dygtig til at drive, vækste og lede min virksomhed. Det var ikke en let opgave, for hvordan overdrager du din virksomheds rat og speeder til en anden og sætter dig om på bagsædet?

For mig handlede det om at finde en person med god erfaring med at lede en virksomhed og med de rette værdier. De værdier der stemmer overens med mine egne, nemlig forståelsen for andre mennesker og vigtigheden i at være det gode menneske.

Jeg tror på at fag og teknikker kan læres af alle, hvor imod holdninger og værdier ikke lige sådan ændres. Har personen ikke samme værdisæt som jeg, kan vedkommende ikke videreføre mit værk med de værdier der ligger til grund.

Min nye direktør er fundet og har sat sig i stolen. Han er gået i gang med at gøre det han nu skal, mens jeg sidder på mine hænder når han træffer beslutninger.

Min dagligdag går med at være it-konsulent i min egen virksomhed. Det var det jeg var god til og også det jeg er glad for.

Hvorfor er det så vigtigt?

Fandt du ud af hvad du er god til? Og hvad du ikke er god til?

Som alt andet, er vi glade og trives med det vi er gode til. Når du bliver klar over hvad du er god til, bliver du også klar over hvad der gør dig glad – eller hvad du skal øve dig i.

Selvfølgelig er der ting vi ikke er gode til, men som vi gerne vil lære. Det er glæden ved at lære det, der gør at vi bliver gode til det.

Tags:
Christian Gravgaard

Jeg har studeret non-verbal kommunikation i over et årti, er uddannet specialist i kropssprog, selvstændig virksomhedsejer, indehaver af 2 Børsen Gazeller og professionel bestyrelsesmedlem. Som specialist i kropssprog rådgiver jeg virksomheder og privatpersoner i at få mere ud af deres sociale kompetencer. Det går jeg både som rådgiver og bestyrelsesmedlem.

  • 1

Leave a Comment